5. november rimer ikke på ret meget, men dagen var virkelighed, og Den Fede Drue var samlet til Brunsborgs aften, der blev holdt i klubhuset ved Åen i den sagnomspundne Restaurant Ferdinand.

Stemningen var ekstrem liderlig og stemningen blev ikke mindre af, at The Champ – Svend O, arrogant havde glemt at tage sin WINNERS JACKET på til arrangementet, og alle vidste derfor at der, på Svends regning, venter en ekstrem dyr vin, som bøde for denne fejl.

Maden kom dryppende ind i løbet af aftenen, og med tankerne på Formandens meget flotte hjemmelavede tarteletter fra sidste gang, var forventningerne høje. Men i vanlig stil leverede Niels og køkkenet en flot menu.

Men inden maden overhovedet var en realitet bød Brunsborg velkommen med en utrolig lækker 1995 Krug fra den overlegne Cellared at Krug collection. Helt uhyggelig sprød champagne. Wouw.

Aftenen skulle i gang, men inden festen for alvor kom i gang, var Druerne allerede i gang med at planlægge 2022, og det blev vedtaget at den “tyndeste” drue, altså den der i 2021 bliver sidst, vinder æren af, at afholde en tema-smagning efter eget valg og herunder generalforsamling.

Druerne hylede mod loftet, og værten kunne ikke trække planen længere. Og som skudt ud af tidsmaskinen fra ”Tilbage til fremtiden”, fløj en fallos-karaffel rundt om bordet, og i den sang en fedmefyldt og syrepræget Mazis-Chambertin Hospices de Beaune i Cuvee Madeleine Collignon vinificeret af Lucien Le Moine. En meget lækker tale-vin og festen var i gang.

Næste vin kom rundt og en gammel herre i form af Cote Rotie fra Paul Jaboulet fra 1959 viste saft og kraft i glassene og akkompagneret af det dejlige surdejsbrød og den skummende og svævende smør, blev flere af Druerne set med rejsning.

Michael J. Fox satte årstallet til 1993 og midt i stuen stod en hvid Chateau de Beaucastel som var lækker, men som dog voldte Druerne lidt vanskeligheder.

Ingen har sagt det skulle være let, og slet ikke når vinene får alder. Fox og doktoren fræste nu til 1952 hvor Borgognos Barolo også viste klasse. Sikke nogle vine. Håndværk og respekt for de mennesker der engang gik i de marker og lavede de vine.

“No, but I do like to think about the

                      life of wine, how it’s a living thing.

                      I like to think about what was going

                      on the year the grapes were growing,

                      how the sun was shining that summer

                      or if it rained… what the weather

                      was like. I think about all those

                      people who tended and picked the

                      grapes, and if it’s an old wine, how

                      many of them must be dead by now. I

                      love how wine continues to evolve,

                      how every time I open a bottle it’s

                      going to taste different than if I

                      had opened it on any other day.

                      Because a bottle of wine is actually

                      alive — it’s constantly evolving

                      and gaining complexity. That is,

                      until it peaks — like your ’61 —

                      and begins its steady, inevitable

                      decline. And it tastes so fucking

                      good.”

Tiden var kommet til en lille drillepind, og bevares, ikke en drillepind fra hvem som helst, men Aligoté fra Leroy 2014, var en frisk hvid sag og Druerne smæskede sagerne i sig. Pointene var generelt ikke imponerende og feltet var nogenlunde samlet.

Rød var tilbage som farve, og en 1988 BEAUCASTEL var igen i særklasse og man må bare sige – sikke en producent! Klasse – hver gang.

Opus One 1985 var nu virkeligheden og Druerne var glade, liderlige og samlede. Smukt.

Så var det igen tid til aftenens absolutte mest genkendelige vin 🙂 Riserva Soldera Casse Basse fra 2006 var nu i glassene og Rune T ramte for anden gang i træk producent på vinen (uden overhovedet at have en god aften i øvrigt – point-wise).. Men klasse vin! 

Der var nu kun 2 vine tilbage og den næste vin skulle vise sig, at vise, at Rune T ikke var den eneste der kunne nakke en producent. Rayas 2008, der blev serveret for vist nok 3. gang i DFD´´ s historie, fandt nemlig vej til Svend O´´ s memorycard og sikre 10 point blev sat ind på kontoen. Men HOV – det var ikke kun Svend O der ramte producent her – Den 3-stjernede direktør ramte OGSÅ Rayas og lavede OGSÅ 10 point. Flot drenge.

Aftenens sidste vin var en flot Arioso 2009 fra Rotem & Mounir Saoma (Lucien Le Moine i Neuf), og bortset fra Formanden, skulle vinen vise sig med GUTTERBALLS resten af vejen rundt.

En smuk aften var ved vejs ende og stillingen blev som følger:

The Champ – 40 point

Den 3-stjernede direktør – 39 point

Formanden – 32 point

Rune T – 26 point

Godsejeren – 22 point

Brunsborg – 0 point

Den samlede stilling er således inden finalen:

Godsejeren – 218

The Champ – 190 point

Den 3-stjernede direktør – 162 point

Formanden – 149

Rune T – 141

Brunsborg – 136