Året var 2020, og dagen var præcis den 27. August, og dette tidspunkt blev endnu et legendarisk nedslag i Den Fede Drues historie. Den Fede Drue er mange ting, men en af de centrale organismer i VERDENS fedeste klub, er nu engang konkurrencen, der hvert år får frit løb og den enkeltes kamp for, ikke kun konstant at blive en bedre smager, men lige så vigtigt, at få skrabet så mange point sammen som muligt. Og denne konkurrence, syntes inden aftenens smagning allerede at have mistet lidt af sin kraft, i det den evige 2´er og godsejeren var stukket pænt af i den samlede stilling. Men aftenen skulle igen vise, at ingen kan lade den blå vinderjakke smyge om sig, inden den fede dame har sunget.

Rune T, aftenens vært, og forsvarende CHAMP, havde et frækt flight klar, og den første vin var klar til at blive sendt rundt i den flotte stive karaffel. Aftenens første vin blev årets nye regel om kendt Bourgogne, så en rød Chambertin-Clos de Beze 2011 fra Domaine Duroche var nu virkeligheden og konkurrencen var i gang. Højeste score på denne vin var sølle 5 point fra Godsejeren og en meget tung aften for især Den evige 2´er var skudt i gang.

Næste eventyr var Sassetti Livios Pertimali 2004 Brunello Riserva som også skabte store vanskeligheder for feltet. En tændt formand, lykkedes dog med 7 point, og var på dette tidspunkt på en flot 1. plads, som også skulle vise sig at holde aftenen hjem.

En voldsom liderlig og elegant Domaine Du Pegau 2010 Chateaneuf du Pape var nu sandheden i glassene, og med 5 GUTTERBALLS kunne formanden lægge yderligere 10 point til sin flotte føring. 

6 timer tidligere på denne voldsom erotiske aften, var der i Napa Valley lettet en raket med retning mod den voldsom dyre ende af Højbjerg. Og på den eksklusive adresse havde man taget imod KONGSGAARD 2016 Chardonnay, som tungt og lækkert havde indsmigret sig i de medbragte og ulækkert dyre vinglas. Formanden fortsatte bare med at blære sig med 11 point og den meget liderlige 3-stjernede Direktør lavede også flot med point på denne vin, alt i mens både den evigt og konstant Chablis-drikkende Brunsborg, Godsejeren og Den evige 2´er bare fortsatte aftenens nedtur med 3, 0 og 0 point. Der var virkelig ved at ske noget i den samlede stilling. 

Næste vin holdt nu foredrag i den overlegne karaffel og Pahlmeyers RED 2005 kastede nu voldsomme Cab-gardiner ned af siderne på de fine glas. En tung fætter, som alligevel viste klasse og storhed. Det er seriøs vin fra den for værten legendariske vinmager. Formanden fik dog en GUTTERBALL på denne flotte vin.

Mordet på Orient-ekspressen fræste derudad og gåden om Den evige 2´ers forsvinden fra score-tavlen var et mysterium for de fleste.  Ex Voto 2005 Ermitage fra Guigal var nu næste gådefulde vin, og med 4. GUTTERBALL i træk, fandt man nu Svend O liggende på toilettet, penetreret af en vinflaske og livløs. Efter de første 6 vine havde Svend O kun hentet 3 point, og der var pludselig lys for enden af tunellen for de øvrige deltagere i den samlede stilling.

Tiden var kommet til endnu en hvid frækkert og klassiske og røvlækre Blanchot 2017 fra Raveneau var nu sandheden i glassene. For alle deltagerne væltede pointene nu ind på kontiene og selv Svend O gik fra livløs vinsmager til livlig pointmager. Fremragende vin.

Der var 3 vine tilbage og de kom som følger: Chateau Gruaud Larose 1985, Gaja Barbaresco 1979 og Talbot 1961. Den ene bedre end den anden, men dog Talbot 1961 som aftenens vin. WOUW hvor spiller gammel vin bare når det spiller J

Stillingen blev som følger:

Formanden – 45 point

Den 3-stjernede Direktør – 44 point

Godsejeren – 37 point

Brunsborg – 31 point

Den evige 2´er – 27 point

Den samlede stilling:

Den evige 2´er – 167 point (mangler at være vært)

Godsejeren – 158 point (mangler at være vært)

Formanden – 148 point (mangler at være vært)

The Champ – 106 point

Den 3-stjernede Direktør – 100 point

Brunsborg – 69 point

Den Fede Drue længe leve – HURRA HURRA HURRA

Note: Rune T glemte at indlede med HYMNEN og skylder en 1 cru BDX til næste DFD Nytårskur….